Vi er alle samlet her i dag, for at tage afsked med ponytiden. En helt fantastisk tid, som man aldrig vil glemme, og som man aldrig får tilbage. Den udvikling der er sket, fra man startede på rideskole, og til vi står her i dag, er en tid som er gået meget stærkt.

De Fleste af os startede på rideskolehold, hvor man lærte dyrene at kende, deres sprog og udtryk. Man finder ud af hvor krævende en sport det er. Selvom det er regnvejr skal man alligevel ud til hesten. Det kræver stor tålmodighed og flid, fordi det er levende dyr man arbejder med. Derfor er der en del som hopper fra.

Den hårde kerne er os som står her i dag. Vi ved hvad det kræver at nå hertil. Man skal træne hver eneste dag, man skal sætte sig mål, prøve at opfylde dem, samt ens egne og andres forventninger.

Men husk at nyde det, nyd hver eneste ridetur, man ved aldrig hvornår det bliver den sidste på vores kære venner.

Tiden fra rideskole, klubplan, distriktsplan, herefter landsplan og måske også internationalt plan flyver af sted. Man starter et stævne og ser herefter frem til det næste stævne, men man glemmer hurtigt hvor meget man egentlig holder af det. Bare det at træne hver dag. Det bliver hurtig rutine, man strigler, sadler op, rider og sadler derefter af igen. Men hvis man pludselig står med en eller to syge heste, finder man hurtigt ud af at man virkelig elsker at komme ud og ride på de små ponyer hver dag.

Selv fandt jeg ud af det, da Centrum pludselig var syg, og skulle stå stille nogle måneder. Jeg savnede helt vildt at komme ud og ride på ham hver dag. Men det tænkte man jo ikke over før i tiden, der skulle han bare rides hver dag, og man så frem til både NM og EM. Når han står der i boksen og vrinsker hver eneste gang man kommer forbi, får man den største lyst til at sadle ham op, og ride en tur på ham. Så husk at nyde hver eneste ridetur, og hvert eneste stævne, også selvom det ikke lige går som planlagt, for alle ved jo, at man tager hjem med den samme hest som man tog afsted med.

Ponytiden er en helt speciel tid. Man får bygget nogle venskaber op for livet. Man udvikler sig helt enormt i løbet af den tid, man lærer at tackle både at være venner og konkurrenter. Og man lærer at støtte hinanden i alle situationer, både når det er gået godt og skidt for begge parter. Det er det som gør én til en god rytter, selvfølgelig skal man ride godt, og have en god pony, men derudover skal man for alt i verden være en god holdkammerat. Det betyder alt når man er til stævne, at man stiller som et hold, og støtter hinanden.

Ridning er en meget krævende og svær sportsgren fordi man har med levende væsener at gøre. Man kan ikke bestemme 100 % over dem, man bliver nødt til at finde en måde at arbejde sammen med dem på. I andre sportsgrene kan man købe en ketcher som er helt magen til den man har, hvis den går i stykker. Man kan ikke bare købe en hest som er helt magen til. I andre sportsgrene er man ikke afhængig af andre levende væsner - Det er man i ridning. Og i ridning er der mange ting man skal have styr på, og i ridning er der to som skal være i topform, og det er en timing som ikke altid er lige nem. Man skal for alt i verden have styr på sine egne nerver. Specielt kan jeg huske da jeg første gang skulle ride for Vibsen, jeg var så nervøs at jeg ikke kunne lave en galop-skridt overgang. Det er så blevet bedre siden, men man skal bare huske at ingen er perfekte fra start af.

Til slut vil jeg gerne sige tak til Hedensted Ridecenter fordi I vil lægge faciliteter til, og bruge energi og kræfter på, at vi kan få afsluttet ponytiden ordentligt - Det er rigtig dejligt. Derudover vil jeg gerne takke alle de andre aktive rideklubber i Danmark, som gang på gang holder nogle rigtig gode stævner. Der skal også lyde en tak til vores hovedsponsorer - Vores forældre. De kører land og rige rundt med os, og vores ponyer. Uden dem ville vi aldrig have stået her i dag.

Tak til Rigmor som er en helt fantastisk holdleder. Ved de internationale stævne suser Rigmor rundt på sin cykel og tjekker at alt er i orden. Og Rigmor: ?Uden dig havde Centrum aldrig lært at stå stille under præmieoverrækkelserne.?

Sidst med ikke mindst tak til Vibsen, som gør et fantastisk stykke arbejde for os ponyryttere. Du forstår om nogen at finde grænsen mellem ros og ris, samt at presse og støtte os på de rigtige tidspunkter. Og Vibsen: Du går virkelig op i det med liv og sjæl, og det er en fornøjelse for os.?

Havde det været Dronning Margrethe som holdt denne tale, havde hun afsluttet talen med at sige:? Gud bevare, ponytiden, Vibsen og Rigmor.?

Nanna Skodborg Merrald